Midt i Nationalpark Vadehavet ligger Danmarks eneste ø, som kun kan nås ved lavvande. Den offentlige vej, Låningsvejen, er hævet over havbunden, men den oversvømmes stadig to gange i døgnet af tidevandet.
Kursen er sat mod den lille ø i Vadehavet ud for Ribe, mellem Fanø og Rømø. Mandø har sin helt egen døgnrytme, som er præger de fastboendes liv. Selvom den nærmeste by, Vester Vedsted, ligger blot 11 kilometer væk, er der mentalt langt for øens venlige og stolte indbyggere. Her er det kun tidevandet der bestemmer, hvornår vi kan komme dertil og fra. Øen har et areal på 7,63 km² og godt 30 indbyggere.
Bussen stopper i Vester Vedsted ved Vadehavscentret, ca. 10 km. syd for Ribe. Der er mulighed for at se på Vadehavscentret, samt få et toiletbesøg, inden den lokale Mandø-bus bringer os over til den lille ø. Mandø-bussen er en traktor med efterfølgende lukket vogn. Der er afgang kl. 10.30.
Turen går gennem Danmarks største Nationalpark. Nationalpark Vadehavet er i alt mere end 30 små øer. Området besøges af mere end 12 millioner trækfugle, som hver forår og efterår bruger området som deres spisekammer.
Farvede pæle markerer en række ruter, hvor naturen og fuglelivet generøst viser sig frem, og fårene græsser på digerne. Sandbanken Koresand sydvest for øen er i sig selv en tur værd. Her er det muligt at finde rav, tage en dukkert i Vesterhavet og se på sæler.
Mandø Kirkes historie er præget af naturens til tider voldsomme luner. Stormfloder tog øens to første kirker i 1500 og 1600-tallet, og belært af fortiden er den nuværende, hvidkalkede kirke fra 1639 bygget på øens højeste punkt. Byen er nu beskyttet af et havdige, så Mandø-boerne kan imødese elementernes rasen uden at frygte for deres eget og dyrenes liv.
Vel ankommet til øen, spiser vi frokost på Restaurant Vandehavet Mandø, hvor der serveres sommermenu bestående af fiskefilet med citron og remoulade, hamburgerryg med italiensk salat og hjemmelavede frikadeller og rødkål og brød og smør. Drikkevarer er for egen regning.
Efter frokost skal vi med traktor-bussen igen. Vi kommer ud til digerne, hvor den lokale guide fortæller om Vadehavet, stormfloder, tidevandet og livet på øen.
Efter turen har vi lidt tid på egen hånd til at se nærmere på stormflodssøjlen eller et toiletbesøg, inden vi kl. 14.30 skal tilbage til vor egen bus på fastlandet.
Når vi kommer til bussen påbegyndes vor hjemtur. Vi tager en kop kaffe ved bussen på hjemturen og kan forvente hjemkomst ca. kl. 18.00 efter en spændende dag i den danske natur.
✓ Kørsel i 4 stjernet bus
✓ Smurt rundstykke med kaffe
✓ Ørundtur med Mandø-bussen og guide
✓ Frokost på restaurant Vadehavet Mandø
✓ Eftermiddagskaffe ved bussen
✓ Bidrag til Rejsegarantifonden samt alle lov-pligtige skatter og afgifter